Busrejse til Harzen.

Mandag den 3. juni til fredag den 7. juni 2019.

Mød foråret i Harzen
 
Med sin overvældende natur, hvor mørke skovklædte bjerge veksler med lyse dalstrøg med idylliske bindingsværkslandsbyer, og hvor vilde vandfald samler sig i brede, rolige søer, er det tyske landskab Harzen ideelt som ramme om et par spændende og dog afslappende feriedage.
 
Vi præsenterede rejsemålet allerede i sidste nummer af OK-Bladet  (nr. 3/ 2018), men siden da har vi ændret lidt på tingene og bl.a. fundet et nyt hotel, så det endelige program ser nu således ud:
 
Mandag den 3. juni: udrejsedag – Næstved-Østersøen - Lüneburger Hede - Harzen / Quedlinburg.
 
Der er afgang fra Sct. Jørgens Park v/Varmecentralen kl. 07.00 og fra Kvægtorvet v/busstoppestederne ud for Kvickly kl. 07.15.
 
Sejlturen fra Rødby til Puttgarden tager kun godt 3 kvarter, så der er ikke bestilt fælles morgenbord på færgen.
 
Vi skal et stykke ned i Tyskland og søger så vidt muligt væk fra de store motorveje, hvor trafikken kan være besværlig på grund af de omfattende vejarbejder. Så vi kører ”ad bagvejen” rundt om Hamburg og ned over den naturskønne Lüneburger Hede mod Harzen.
 
Frokosten spises i byen Lüneburg, der har givet navn til hele landskabet og efter endnu et par timers kørsel når vi frem til Harzen og middelalderbyen Quedlinburg (som i øvrigt udtales Kvet-lin-burg) og Hotel Acron, der skal være vores hjemsted de næste dage.
 
Hotellet ligger i rolige omgivelser, kun 200 m fra den historiske bykerne.
 
Det har bl.a. egen bar og en hyggelig ølhave. 
 
De 64 værelser har alle eget toilet og bad samt tv.
 
Vi bliver indkvarteret og spiser derefter en 3-retters middag kl. 19.00.
 
Tirsdag den 4. juni: Byrundtur-Wernigerode-Brocken/Bloksbjerg
Efter morgenmaden lægger vi ud med en rask lille byvandring for at få et indtryk af vores by og de mange smukke gamle huse og miljøer, som Quedlinburg berømmes for. 
 
Frokosten indtager vi i Wernigerode, en af de større byer i Harzen. 
Dagens højdepunkt bliver utvivl-somt den herlige togtur med den lille, men nok så berømte smalsporede Harzen-jernbane, der tager os op ad det sagnomspundne bjerg Brocken - eller Bloksbjerg, som vi kalder det i Danmark - hvor heksene danser, og hvor man har en enestående og milevid udsigt. 
 
Efter togturen og ”bjergbestigningen” går turen tilbage til hotellet og aftensmaden.
 
Onsdag den 5. juni: Heldagsudflugt til Den europæiske Rosenby Sangerhausen og bindingsværksidyllen Stolberg I dag venter der os en smuk oplevelse, når vi efter morgenmaden besøger den tidligere kobbermineby Sangerhausen. I vore dage er den hjemsted for Europa-Rosarium, hele Europas rosenhave.

Her blomstrer i sæsonen næsten 9.000 forskellige rosenarter fra hele verden om kap med 300 forskellige andre busk- og træsorter.

Vi ser på den skønne park og spiser frokost i dens restaurant, inden vi kører videre til byen Stolberg, der ligesom  Sangerhausen har spillet en rolle i fortidens bjergværksdrift.
 
Nu besøges Stolberg på grund af sine gamle bymiljøer og sit stolte slot.
 
Efter en slentretur på egen hånd i byens hyggelige og seværdige bykerne vender vi atter næsen mod vort hotel i Quedlinburg og aftensmaden.
 
Torsdag den 6. juni: Goslar-Panoramatur gennem Harzen 
 
Dagen i dag er helliget Goslar, ”hovedstaden” i Harzen og dens største by. 

Den gamle kejserstad rummer en lang række historiske bygninger og steder, som det nok er værd at se. 
 
Vi begynder med en fælles byrundtur og fortsætter derefter på egen hånd. Kl. 12 samles vi på byens centrale markedsplads for at se og høre det imponerende ”figur- og klokkespil”. 
 
Dernæst spiser vi frokost og kører så en rigtig”panoramatur” igennem de afvekslende og betagende Harzen-landskaber med besøg bl.a. ved et par af de store dæmninger. 
 
Tilbage i Quedlinburg er der tid til de sidste indkøb, inden vi afslutter vort ophold på ”Hotel Acron” med en god middag.
 
Fredag den 7. juni: Hjemrejsedag – Magdeburg-Tangermünde-Rostock-Gedser-Næstved.
 
Efter morgenbordet ”letter vi anker” kl. 09.00 og sætter kursen nordpå. 
 
Der er et kort ophold i storbyen Magdeburg, og i den måske knap så kendte by Tangermünde spises frokost. 
 
Vor færge forlader Rostock kl. 17.00 og når Gedser og Danmark kl.18.45. 
 
Under overfarten får vi den store aftenbuffet, så vi ikke kommer sultne hjem! 
 
Vi forventer at være fremme ved Kvægtorvet i Næstved ca. kl. 20.15 og ved Sct. Jørgens Park ca. kl. 20.30.
Fakta om turen:
 
Afrejse: 
Næstved mandag den 3. juni 2019 kl. 07.00 fra Sct. Jørgens Park (v/Varmecentralen) og kl. 07.15 fra Kvægtorvet (v/busstoppestederne ud for Kvickly). 
 
Hjemkomst:
Næstved fredag den 7. juni 2019 kl. ca. 20.15 ved Kvægtorvet og kl. ca. 20.30 ved Sct. Jørgens Park
 
Pris: 4.665,- kr. pr.pers. i delt dobbeltværelse. 
 
Tillæg for enkeltværelse: 490,- kr.
 
Prisen omfatter al transport, indkvartering og forplejning, som beskrevet i programmet (Bemærk: drikkevarer betales af gæsterne selv). 
 
Desuden fælles entreudgifter og dansk rejseleder.
 
Tilmelding:
Telefonisk tilmelding til Gerda Johansen, tlf. 55 72 60 26.
Sidste dag for tilmelding er mandag den 15. april.
 
* OK-Næstved - formand: Signe Lund Nielsen, Saltøvej 124, 4700 Næstved Tlf.: 23 84 37 94 * * slund124@hotmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net